Find dit næste job i Tyskland – Audi søger udviklere

Hullede statsøkonomier og kriseramte virksomheder dominerer store dele af Europa. Virksomheder på stribe udflytter produktionen for at spare penge, og med det tabes en række vidensjob. Tyskland, der i modsætning til de fleste andre europæiske lande, har været bedre til at fastholde arbejdspladser, oplever fuld fart på industrien og mange steder ligefrem knaphed på arbejdskraft. Eksporten er stigende og drives af efterspørgsel på bl.a. biler og maskiner langt væk fra kriseramte Europa.

Situationen er et godt udgangspunkt for danske ingeniører eller økonomifolk, der er ramt af krisen, eller med ambitioner og udlængsel. Hvad med et ingeniørjob som udvikler af biler hos Audi i Ingolstadt eller Airbus fly i Hamborg – eller som controller hos Siemens med komplekse økonomiske modeller. Et stort marked i fremdrift byder på utallige muligheder for dem, der tør tage udfordringen op, og som er trætte af krisesnak.

Jeg har søgt på de tyske jobbaser, f.eks. www.scout24.de og fundet en stribe spændende job, bl.a. helt konkret en række ingeniørjob hos Audi. Ja, det er selvfølgelig en fordel at kunne sproget, men man skal ikke undervurdere tyskernes engelskkundskaber. Den yngre generation af virksomhedsledere og vidensmedarbejdere er faktisk ret gode til engelsk, så man skal ikke lade sig stoppe af det sproglige i forhold til at søge udfordringer syd for grænsen. De senere år, hvor jeg har arbejdet i Tyskland, har været en utrolig positiv oplevelse. Kulturforskellene har været der, men på en interessant og berigende måde og aldrig som en barriere. Det er også, hvad jeg hører fra mit netværk af danske kolleger og medarbejdere syd for grænsen.

Tyskland er et relativt ukompliceret land at bo i, og er på mange måder sammenlignelig med Danmark. Særligt hvis man vælger at bosætte sig i en af landets mange større byer. Jeg har selv boet i Hamborg, som er meget sammenlignelig med København. Hamborg fremstår endda en anelse mere raffineret med flotte arkitektoniske bygninger, stort udvalg af specialforretninger og mange grønne områder.

Tyskland, med sine 16 delstater, har, på trods af store økonomiske og sociale forskelle mellem den østlige og vestlige del af landet, nu en lavere arbejdsløshed end Danmark. Arbejdsløsheden er særlig lav i en række vestlige delstater såsom eksempelvis alperige Bayern med München som hovedstad. Her er arbejdsløsheden nu nede på 3 procent og betyder, at det reelt set er meget vanskeligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Problemet ser ikke ud til at mindskes i lyset af den meget udfordrende demografiske situation, der nærmest eksploderer om 10 år, når ”den store generation” pensioneres. I Tyskland fødes der lidt mere end 1 barn per 2 voksne, mens der i Danmark trods alt fødes næsten 2.

Store anerkendte virksomheder som eksempelvis BMW, Porsche, Audi, Airbus, Siemens og kemiproducenten Bayer vil i tiltagende omfang få sine udfordringer med at tiltrække de rigtige medarbejdere i fremtiden, der kan sikre det fortsatte verdensførerskab. Yngre ingeniører fra DTU og økonomer fra CBS m.v., som er ramt af krisen i Danmark eller med lyst til nye udfordringer, kan overveje at skabe sig en spændende karriere syd for grænsen.

Besøg jobbaserne – Audi søger fortsat udviklere. 

4 responses to “Find dit næste job i Tyskland – Audi søger udviklere

  1. Det er jo svært at vælge et job i Tyskland når vi i det Danske uddannelsessystem har fjernet vor nabolands sprog i undervisningen.

  2. @ D. Christensen: Det må da afprøves. Jeg synes det ville være frisk gjort at flytte til Tyskland og arbejde efter det fyldte 60 år.

    @ Bjørn Jø: Det er nyt for mig, jeg har ikke skolesøgende børn endnu. Jeg synes det er helt forkert, hvis danske skolebørn som minimum ikke har et par års tysk undervisning i skolen. Vores nabo i syd består trods alt af 85 millioner mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *