I forbindelse med overenskomstforhandlingerne orienterer parterne sig og afstemmer forventninger og krav med bagland og øvrige aktører. Hvad med i den forbindelse at kaste et blik på Tyskland og se, hvordan man dér forholder sig til krise og lønudvikling.
Ingen reallønsfremgang de seneste 10 år i Tyskland
Tyskland, der for tiden agerer Europas lokomotiv, har de seneste 10 år oplevet ingen eller negativ reallønsudvikling i modsætning til resten af Europa. Hver gang vi i Danmark de seneste 10 år har øget lønningerne med 3 – 4 %, er man i Tyskland blevet enige om 1 – 2 % på arbejdsmarkedet.
På trods af at tyskerne i dag gennemsnitligt tjener mindre end danskerne, spirer optimismen, og arbejdsløsheden er rekordlav og fortsat kraftigt faldende – alene i december faldt arbejdsløsheden med 22.000. De tyske forbrugere har som følge af den lave arbejdsløshed tillid til fremtiden. Tyskerne bygger i stor stil nyt hus, køber ny bil eller foretager energirenoveringer. Alt dette på trods af en europæisk krise.
De 10 foregående år var ganske anderledes og hårde i Tyskland, men de fleste tyskere er nok i dag glade for de gennemførte beslutninger. Alternativet i landene omkring dem er skrækeksempler på, hvor galt det kan gå, når lønningerne stiger hurtigere end udviklingen i produktiviteten.
Arbejdsmarkedet er et „marked“
Man har en tendens til at glemme, at arbejdsmarkedet er et „marked“, ligesom det gælder for andre markeder, såsom ejendomsmarkedet og aktiemarkedet. På markeder kan det gå op eller ned. De sidste 10 år er lønningerne steget for voldsomt i forhold til, hvad vi har set hos vores nabo syd for grænsen. Derfor er der gode argumenter for, at man på det danske arbejdsmarked ikke bare kan forvente, at tingene fortsætter som de seneste 10 år.
Tænk engang hvis samme mekanismer eksisterede på ejendomsmarkedet: at man centralt kunne forhandle, at huspriserne ikke måtte falde. Arbejdsmarkedet er et marked, og der eksisterer en hård konkurrence med udlandet og i særdeleshed med vores tætte naboer såsom Tyskland. Hertil har globalisering medført, at barrierer for at outsource produktion til fjernere og billigere egne af verden er mindsket.
Tyskland er Danmarks ubetinget største samhandelspartner. Ca. 20 % af Danmarks samhandel foregår med Tyskland, og danske lønmodtagere er kompetencemæssigt på niveau med tyske. Det er derfor en selvfølgelighed, at danske lønninger bør ligge nogenlunde på niveau med de tyske.
Spørgsmålet er så, om de seneste 10 års kraftige lønudvikling i Danmark har påvirket denne balance.
For 10 år siden var importen af tyske varer 21 %, og eksporten udgjorde 18 %. Ti år senere udgør importen fortsat 21 %, mens eksporten er faldet til 16 %. Der er med andre ord noget, der kunne tyde på, at Danmark har mistet konkurrenceevne til Tyskland. Faldet i eksporten er netop sket i det årti, hvor højkonjunkturen i Danmark har medført, at lønningerne er steget langt mere, end hvad der er set syd for grænsen.
Reallønstilbagegang er et tabu
Overhovedet at nævne en eventuel reallønsnedgang har i mange år været politisk farvet og nærmest tabubelagt. Vi bør dog som nation, uanset partifarve, drøfte, om en tilbagegang i reallønnen er en særlig høj pris, såfremt det er den eneste rigtige medicin for Danmark lige nu? Hvis alternativet er en økonomi, der hænger fast i krisen med deraf tabte arbejdspladser, så er en lille tilbagegang i reallønnen vel et bedre alternativ.
Personligt mener jeg, at det enkelte individ er bedre stillet ved en mindre reallønsnedgang og fastholdelse af jobbet end arbejdsløshed. Arbejdsløshed er en af de mest negative følgevirkninger af krisen for såvel samfundet som det enkelte individ.
Vi i Danmark kan byde ind med nogle enestående resurser, som vi skal forstå både at brande og prissætte på det globale marked. Det er bare også vigtigt, at vi får debatteret hele paletten af muligheder uden berøringsangst, så vi ikke bliver overhalet indenom af f.eks. vores største samhandelspartner, som har haft en mere realistisk og global tilgang til udvikling i realløn de sidste 10 år.
Deltag i debatten!
18. januar 2012 kl. 19:18
Tanken er sympatisk nok ud fra betragtningen, det er ikke lønnens størrelse; men hvad man får for den, der er afgørende.
Den går imidlertid ikke: De højeste indtægter i Danmark er de mest forgældede.
En reallønsnedgang vil ikke formindske gældens størrelse. Boligejerne vakler allerede på afgrundens rand og er ved at blive trukket med i dybet af bankerne.
Hvis de ikke kan forrente og afdrage gælden i dag – så vil de ikke kunne med en mindre realløn.
Inflation er nok ikke mulig. I øjeblikket har man store vanskeligheder (og mange afgifter) for at holde den over 1%.
Sagen er, at vi p.t. har en negativ realrente på 1½%.
Nej, du kan ikke lade realøkonomien redde det finansielle sammenbrud.
18. januar 2012 kl. 20:10
Tyskernes eksportmerkantilisme medfører af matematisk nødvendighed handelsunderskud hos andre lande, præcis som Kinas kunstigt lave yuan ift dollars medfører underskud hos USA. Men nogen skal jo købe det, eksportlandene eksporterer. Tyskerne oplevede i sidste kvartal en årlig negativ vækst på 1%. Det er jo hvad der sker, når man udkonkurrerer eksportmarkederne.
18. januar 2012 kl. 22:33
Henrik Dietrichsen fejlfortolker og misforstår totalt, hvad der sker på det tyske arbejdsmarked.
Lønmodtagerne har rigttignok været løntilbageholdene.
Men den vigtigste forskel er deltidsarbejde. Under krisen kom tyske arbejdere på deltidsarbejde. Forskellen blev i store træk betalt af staten.
Dermed kunne virksomhederne beholde HELE den kvalificerede medarbejderstab – i modsætning til f.eks. Danmark, hvor de blev fyret og gik tabt for virksomhederne.
Da krisen / mens krisen letter, forsvinder deltidsordningen gradvist, og medarbejderne indtager deres vante pladser.
Ordningen er langt bedre end den danske: udgifterne for staten er stort set den samme, medarbejderne mister ikke selvværd og vedligeholder deres færdigheder – og virksomhederne mister ikke kvalificeret arbejdskraft.
Man kan kun ønske at dansk industri, den danske stat og de danske fagforeninger får øjnene op for den tyske model, der er vores langt overlegen.
Den tyske ansatte har for længe siden forstået, at løntilbageholdenhed er en dyd, der i sidste ende giver pote.
Men det er som illustreret ikke hele forklaringen på det ny “tyske mirakel”.
18. januar 2012 kl. 22:38
Jeg skrev ovenstående indlæg kl.22.33. For en god orden skyld skal jeg understrege, at jeg ikke er identisk med den Henrik, der skrev et indlægget før – kl 20.10 – som jeg er lodret uenig i.
mvh. Henrik Pedersen
19. januar 2012 kl. 04:49
Jeg har længe været fortaler for lønnedgang kombineret med længere arbejdstid. På den måde bevares reallønnen. Underskuddet på statens finanser er så stort, at man hverken kan bespare eller beskatte sig ud af det. Hvis vi ikke får flere i beskæftigelse, ender det med, at presset på kronen bliver så stort, at en devaluering synes uundgåelig. Befolkningen burde oplyses langt bedre om situationens alvor og om de forskellige løsningsmodellers følger.
19. januar 2012 kl. 05:44
HA Steffen! Smart!
Den går bare ikke!
Hvis du sætter arbejdstiden op og lønnen ned, så bevarer du ganske rigtigt indkomsten hos dem, der stadig er i arbejde; men…
Det hjælper ikke på forbruget, investeringerne (investere mere i dødssyge Ørestæder?) kan ikke øges, fordi der ikke kan skaffes et afkast på de allerede foretagne investeringer. Tilbage bliver eksporten: Jo den vil da have gavn af et lavere lønniveau; men det vil blot forøge overskuddet på betalingsbalancen.
Det vil yderligere øge presset på kronen – for en revaluering. Onkel Nils har problemer nok p.t. med at holde fremmed mønt ude af valutakassen.
Kommer der en revaluering, så falder priserne på importvarerne, hvilket ikke hjælper på beskæftigelsen.
19. januar 2012 kl. 07:45
I har ret i ønskeligheden af (for eksempel) en 10 procents lønnedgang, men forestil jer lige alle de forskellige fagforeninger blive enige om det?
Jeg mener ikke det er realistisk, og vil i stedet henvise til Paul Krugmans essay fra januar 2011 hvor han fremfører, at ingen vil være de første til at tage en lønnedgang, specielt da ikke hvis de ikke også kan få en garanti for en samtidig nedgang i priserne.
Så er det langt enklere simpelthen at sænke kronen med 10 procent. Det svarer til en lønnedgang på 10 procent målt i euro Og til forskel fra alle andre løsninger, virker det ØJEBLIKKELIGT, og som Krugman siger, så viser erfaringen at folk ikke vil protestere over det, som de ville gøre hvis man skar direkte i deres løn-check.
——————
Paul Krugman, 12, januar 2011: Can Europe be saved?
.nytimes.com/2011/01/16/magazine/16Europe-t.html?_r=1&pagewanted=all
——–
Efterskrift:
Landet her er en så lille økonomi, så det er svært at forestille sig at den lille, trinde østtyske økonoma og præstedatter ved navn Merkel vil hidse sig op over det. [Men lur mig om ikke de bange sønderjyder (se nærmere specs. ned at trykke på mit navn) som udgør hvor økonomiske og politiske elite vil have bekymringer (for ikke at sige Angst) over det] Og hvis hun gør, hvad så? Vi har ret til at gøre hvad vi skønner bedst tjener danske interesser, ligesom Tyskland måske en skønne dag forlader euroen — som den tyske ingeniørvirksomhed Linde AG’s CEO, Wolfgang Reitzle, fremmanede som et muligt scenario i et interbiew med Der Spiegel ( spiegel.de/international/business/0,1518,809341,00.html ) gengivet i dansk oversættelse i Politiken d. 18. januar 2011] fordi det tjener tyske?
Der er al for meget med: Uha, nu bliver tyskerne vrede på os hvis vi gør sådan og sådan. Men måske kan Herr Didrichsen bekræfte, at den måde som Danmark indretter sig på spiller en megen lille rolle i Tyskland, og at tyske økonomer tværtimod bifalder ( sites.google.com/site/klausraadyr ) at vi indretter os så fornuftigt over for markedet som muligt – akkurat som Tyskland selv ville gøre?
19. januar 2012 kl. 08:01
Interviewet med den tyske ingeniørvirksomhed Linde AG’s CEO, Wolfgang Reitzle, var online i Der Spiegel d. 16 januar 2012 ( spiegel.de/international/business/0,1518,809341,00.html ) og er gengivet i dansk oversættelse (og forkortet form) i Politiken d. 18. januar 2012.
Moneyquote:
Reitzle har ret – der bør ikke være nogen tabuer. Heller ikke når det gælder en tilbagevenden til en flydende dansk krone. Tryk på mit navn for at læse meget mere om dette brand-varme emne.
Mit website er først i Danmark til at påvise at den danske krone steg 88 % fra 1985-95, at [NY side tilføjet i forgårs] Danmark gennemgik en ‘Intern Devaluering’ fra 1988, og endelig at danske priser i 2010 lå 43 % over EU gennemsnittet.
19. januar 2012 kl. 08:38
Steffen taler om devaluering som en slags angst-scenario – men det er tværtimod akkurat det som med et hug vil genskabe dansk konkurrence-kraft sådan at vi igen kommer på omgangshøjde med f.eks Tyskland. Tyskland er låst i euro-systemet, medens vi stadig har vor gamle valuta.
Tyskland ville — hvis det for 12 år siden vidste hvad det ved i dag — med stor sandsynlighed IKKE have sanktioneret indførelsen af den fælles valuta,- de ville altså stadig have deres gode gamle mark som ville være udsat for periodevis opskrivning – hvilket D-marken var, påtvunget af de andre lande i G7 (Se kurven på min webside og se knækket i 1985. Det var virkelig et ‘knæk’ som ville noget – og som straffede Tyskland og av,av Danmark), og hvilket i ØMU’en ikke længere er muligt, og derfor præcis er årsagen til de nuværende problemer i den kunstige eurozone (Eurozonens lande kunne jo træne til en opskrivning i nbord og nedskrivning i syd – men det er ikke længere muligt)
Danmark har sin gamle krone
Danmark har sin egen valuta og bør naturligvis benytte sig af de fordele som det giver. Men her virker de forbenede sønderjydske politikere og økonomer (som styrer Danmark) i deres misforståede følgagtighed over for hvad de formoder TYSKLAND (Oh, det store TYSKLAND, som de altid har været parat til at smække hælene sammen for, og som deres fædre drog i krig for) i misforstået loyalitet over for landets virkelige interesser, og vi bør sætte dem fra bestillingen på valgdagen, og i mellæem valgdagene i det mindste duspensle og udstille hvad de går og foretager sig.
Thomas taler om at kronen vil blive revalueret ved en frisættelse, men det har dog ikke været tilfældet i hveken Norge eller Sverige i nævneværdig grad, og der findes forskellige måder at et lands beslutningstagere kan tvinge en valuta ned, hvis det er det den vil. Det er bl.a et spørgsmål om at allokere en del af de kreative resoourcer som i øjeblikket anvendes til slavisk at skygge euroen, til i stedet at arbejde for en krone som for eksemple har samme niveau overfor hoved-valutaerne som SEK har.
19. januar 2012 kl. 10:25
Gennem de sidste 2 år, har jeg skrevet på div. bloks at det vil være ganske hensigtsmæssigt at nedsætte timelønnen med 10 – 15% på alle lønninger over 130 kr i timen.
(den med muligvis klemte husejere – jamen så må der laves en ordning med en længere afdragsordning for dem. vi kan ikke stå limet fast i gulvet for at tækkes nogle husejere, imens vi alle, langsomt men sikkert bliver trukket hen imod kanten – glem alt om det!)
Lønnedgangen skal ikke stå alene. Skatten skal også sænkes, ikke i toppen, men i bunden – således at vi skaber den størst mulige forbrugerflade…………….
det ændrer jo ikke noget at give dem, som i forvejen har råd til rødvin på bordet – endnu mere råd. De smider bare skattelettelsen ind på pensionsopsparingen – og det gavner ligefrem ikke danmark, her hvor halvdelen er på overførselsindkomst!
fornuften ligger i at give dem som ikke har råd – råd. På den måde får man større salg.
Så skal priserne ned – og det meste af danmark har set i tv for et par uger siden, hvordan vi snydes til at betale i snit 25 – 30% for meget for varen!
Lavere lønninger, skaber mulighed for lavere priser, lavere lønninger og lavere priser samt lavere bundskat skaber massivt forbrug, som igen vil flytte folk fra overførselsindkomst, til job.
det er ikke svært at tro på vel ? for hvad har de høje lønninger netop været årsag til på lang sigt ?
Høj løn giver dyrere varer, færre i job, højere skatter og afgifter, ja, i det hele taget en fornemmelse af slaveri i danmark, hvor slaven ikke er personen på kontanthjælp, men nærmere er den person, som er i job, selvom at timelønnen er næsten 200 for en tømrer.
Lavere priser og lavere skatter, hæver købekraften for dem som er på overførselsindkomst, og det vil der så altid være nogle, som får ondt i bagen af. Men det er faktisk det, som kan hæve forbruget og skabe mersalg i danmark!
Ydermere har det den gode sidegevinst, at man ikke skal tænke på “lønforhøjelser” til disse grupper, netop fordi de har fået større købekraft, og det vil også gælde de studerende på SU.
En “lønforhøjelse” kan jo lægges forskellige steder. Enten direkte på lønnen, men det vil helt sikkert give højere priser!
Men hvad med skatten, momsen, og priserne ? Det er netop her at jeg ser den direkte vej til massiv vækst.
Se, på de virksomheder, som har klaret sig rigtig godt igennem de sidste 4 år – de har endda ligefrem ansat flere folk.
De virksomheder jeg taler om, er dem med de mindre lønninger fra mindste, og op til 140 kr i timen. lad os sætte navn på:
Netto, Aldi, Lidel, Jysk, Ikea, T.Hansen, og mange flere.
Disse firmaer, har på trods af krisen, haft million og milliard overskud – og ansat flere medarbejdere af 2 indlysende årsager:
Lave lønninger (som gør at varen kan sælges billigere)
Lave priser.
I den anden ende af scalaen kan vi lige nappe:
Magasin du nord. Firmaet har i mange mange år givet underskud, fordi man opbyggede forretningen som en snobbutik med dertil hørende høje priser, men så kom der lige en krise forbi – det gør der jo en gang imellem og når det sker – så smutter kundegrundlaget for sådan en butik – den bliver sårbar, den må skære ned, den må fyre medarbejdere! den må forære sine oplæringsudgifter kvit og frit til konkurrenterne, hvor det fyrede personale nu får job, og det er bare dårlig købmandsskab!
For et par år siden, blev Magasin så opkøbt af engelske Debenhams – og nu har puttet billigere varer på hylderne – bevares! man kan stadig købe dyrt, men nu har man varer i alle priser, så alle kan være med – og for første gang i mange år, havde Magasin overskud i sidste regnskabsår – og vi har stadig krise i landet!!!
så lønnen, skatten og prisene ned – det skaber vækst.
Skatte og afgiftsstigninger og betalingsring skaber det direkte modsatte!
Best regards / med venlig hilsen
Bo Rasmussen
Klejnsmed.
19. januar 2012 kl. 11:21
@Henrik
Jeg har tidligere skrevet blogs omkring reformer pä det tyske arbejdsmarked og misforstär ikke emnet som du skriver. En del af reformerne har vaeret indförelse af fleksible deltidsjob.
se: http://dietrichsen.blogs.business.dk/2011/12/06/lave-tyske-l%c3%b8nstigninger-dr%c3%a6ner-danmark-for-industri-job/
I samme blog skriver jeg at lönningerne er steget 30% mere i DK end Tyskland de seneste 10 är. Det er tal fra Danmarks National Bank!
Overordnet tror jeg vi er enige.
19. januar 2012 kl. 11:38
@Alle
Jeg skriver om nedgang i reallön og ikke nedgang i lönninger, som nok vil vaere meget svaere at gennemföre. En nedgang i reallönnen opstär som det er set i Tyskland de seneste 10 är, ved at lönninger stiger med 1 til 2 % mens inflationen mäske ligger pä 2 til 3%
For Danmark drejer det sig om, at vi bör have en diskussion omhandlende:
1) Om de höje lönniveauer i DK ikke er et af hovedproblemerne i forhold til at DK som industriland ikke laengere kan fölge med tyskerne og konkurrencen pä de övrige globale markeder.
2) Om vi som samfund og i forhold til den enkelte borger, ikke er bedre stillet med en periode med reallöns nedgang i häb om at optimismen igen kan vende tilbage med nye arbejdspladser til fölge, som det ses i Tyskland.
19. januar 2012 kl. 12:26
JA, jo – det er forstået hvor du vil hen – men hvorfor være de næste 8 – 10 år om noget, der kan klares i et “cut” hvis ellers regering, fagforeninger og arbejdsgivere gad sætte sig ved samme bord – og gå efter løsningen, som er lavere produktionsomkostning (skat, afgift, og lønudgift medregnet de hundedyre sociale udgifter på ca. 32% oveni).
Det er en stor misforståelse at vi ikke kan, eller har råd til at gå lidt ned i løn…………….
Når hovedproblemet netop er
at den alt for høje løn gør, at vi ikke kan sælge varen til andre end os selv, netop fordi kun vi i danmark – oppebærer så høj en løn, at vi har råd!
jeg har forståelse for, at du stadig er ansat i tysk virksomhed, og derfor ikke kan komme med den “rigtige” løsning – eller sagt på en anden måde – den “hurtigst” virkende løsning, til at danmark kan tage arbejdspladser tilbage fra tyskland og andre lande
med venlig hilsen
Bo Rasmussen
19. januar 2012 kl. 14:16
Og så kunne vi genindføre at folk med børn selv betaler for barns sygedage……………………og at vi andre betaler første sygedag selv.
Så bliver den “samlede” timeløn helt anderledes billig for virksomhederne.
20. januar 2012 kl. 04:47
Det lange seje træk med lønstigninger, der ligger under inflationen, har vi ikke tid til.Ideen er såmænd god nok, men allerede om 3 til 5 år er vores gæld så stor i forhold til BNP, at kreditorerne vil diktere den førte finanspolitik.
Ved en devaluering “eksporterer” man sine problemer til udlandet, men det er ikke nogen helt let øvelse. For det første skal man være sikker på at kunne holde lønningerne i ro, ellers er man lige vidt efter et stykke tid.
For det andet skal man være indstillet på at finansiere underskuddet på statens finanser ved udlandslån,da danske statsobligationer bliver svære at sælge efter at kronen er devalueret. Endelig vil inflationen stige mærkbart, da al import bliver dyrere. Alt i alt bliver vi alle fattigere ved en devaluering. Ved lønnedgang kombineret med længere arbejdstid, bliver vi alle rigere.
20. januar 2012 kl. 08:55
Steffen, så er vi enige om at den ‘Interne Devaluering’ [som er euro-speak - amerikanske økonomer anvender ikke denne term. Det er en hård omgang som pålægger befolkningen store ofre - jvf. hvad Krugman siger om Irland højere oppe. Han siger at Irland gennem to års hårde ofre kun er nået et stykke af vejen, medens den devaluering som de foretog i 1993 bragte en øjeblikkelig lønnedgang på 10 %, målt i tysk valuta.] ikke er vejen frem for os, så retter opmærksomheden sig på en kronetilpasning,- altså at lade markedet fastsætte kronens værdi, en såkaldt de facto devaluering.
Jeg er glad for at vi har denne diskussion
Det skal ske stille og roligt — ikke noget med at gå ud og sige: “Nu devaluerer vi 10 %!” — markedet skal selv nedskrive kronen. Selvfølgelig skulle det være gjort for længe siden, for eksempel i begyndelsen af årtusindet, hvor vi som bekendt lige siden har tabt 30 % i konkurrence-kraft.
Men jeg er glad for at vi har denne diskussion, og ingen tvivl om at denne periode vil blive diskuteret intenst i fremtiden. Når fremtidens mennesker skal søge at forstå det, vil de undre sig over den slaviske skygning af først D-mark og fra januar 1999 af euro – præcis i den periode hvor vi skulle have konsolideret os med en flydende krone, som havde givet flere kroner til virksomhederne, fulgt af et øget skatteflow til staten, hvilket så havde mindsket behovet for store nedskæringer (‘Intern Devaluering’) som vi (oplevede i 1988 – se min webside) oplever her i finanskrisens spor. Sverige har ikke oplevet tilsvarende hårde nedskæringer. En flydende krone virker også som en shock absorber [støddæmper] i tider med finansiel uro, sådan som det har været tilfældet i Sverige og UK.
Skiftet skulle være sket år 2000
Altså jeg tror vi er ved at blive enige om at det skulle være gjort i begyndelsen af årtusindet. Perioden fra 1995-2007 var også karakteriseret af en hidtil uset lav inflation over hele verden – lave råstofpriser og udlicitering af produktionen til fattige lande var de største grunde – derfor ville der ikke være risiko for yderligere inflation som du nævner, hvis vi havde indført en flydende krone da.
Hvad hvis Tyskland forlader euroen?
Hvis nu Tyskland forlader euroen om nogle år,
sites.google.com/site/derernogetrivravruskendegalt/wolfgang-reitzle-german-exit-from-euro-an-option
så vil de fleste — forhåbentlig — kunne begribe at det vil være Galimatias at skulle skygge en nu über-strong Euro1 eller mark, eller hvad den kommer til at hedde – og behovet for en flydende krone som Sveriges og Norges vil naturligt melde sig stærkere, og flere vil spørge, hvad er al dette her for noget, hvorfor har I gået og skygget euroen siden 1999 og hvad har det kostet for dansk konkurrenceevne og arbejdspladser?
20. januar 2012 kl. 09:31
Steffen, du nævner inflationen som en risiko forbundet med en flydende krone, men dog har Sverige haft lavere inflation en os siden 2000 og som påvist af Politikens erhversredaktør Tage Otkjær, og gengivet her:
sites.google.com/site/derernogetrivravruskendegalt/home
har eurolandene siden årtusindskiftet haft en vækst på i gennemsnit 1,2 procentpoint under Sverige’s HVERT ÅR , men at Danmark tager rekorden med gennemsnitligt 1,7 procentpoint årlig vækst under Sveriges i samme periode.
Så noget kunne altså tyde på at Sveriges vej er den bedste. Når vi yderligere tænker på at vi har samme type velfærdssamfund med dertil knyttet store behov for finansiering, så burde der slet ikke være noget at rafle om: Vi skal også have en flydende krone.
Mht. til dyrere importvarer
Lavere import vil være en god ting for betalingsbalancen
Mht. Dyrere statsobligationer for udlændinge
Så nævner du at Statsobligationer vil blive dyrere for udlændinge at købe. Måske kan det være med til at disciplinere beslutningstagerne i bedre at overholde budgettet — som altså jævnfør ovenstående også vil nyde godt af et betydeligt øget skatteinfow fra de virksomheder, hvis konkurrenceevne forbedres som følge af den flydende krone.
Husk på at hvis nye købere af danske statsobligationer vil stille hårde betingelser, så vil
vi overfor alle eksisterende ihændehavere af slige danske papirer kunne imødese en fortjeneste, fordi de skal tilbagebetales i kroner som er mindre værd (og som vi altså i henhold til mit ræsonnement om flere kroner til virksomhederne fulgt af større inflow til staten får flere af). De får måske en lang næse, men som Poul Krugman siger, ‘economy is not a morality play’ - og en stat kan gøre som den vil på disse områder, og den kan i yderste konsekvens indstille betalingerne UDEN at betale kreditorerne en øre – og de vil ikke kunne lægge sag an, fordi der er ingen international lovgivning som ‘kan komme efter’ en stat.
20. januar 2012 kl. 15:52
Der er vist ingen danske politikere, der vil lægge navn til forslag om en devaluering af den danske krone. Man har forpligtet sig til at fastholde kronen i et snævert spænd til Euroen, og det ville blive for pinligt at løbe fra den aftale.
At vores strukturelle problemer kun kan løses gennem en intern – eller ekstern devaluering må stå klart for de fleste. Det står vist lige så klart, at ingen af disse devalueringer lader sig gennemføre ad frivillighedens vej.
Jeg tror, at regeringen venter på, at Danmarks gæld bliver så stor, at markedskræfterne sørger for en devaluering af vores valuta. På den vis bliver problemet med vores lønmodtageres manglende konkurrenceevne løst, og alle kan bagefter vaske deres hænder.
Vi får se.
God weekend
20. januar 2012 kl. 16:33
Jeg har som den (formentlig – ingen andre er dumme nok til at spilde flere timer på sligt) eneste i Danmark sammenlignet forbrugerprisindeksene for Danmark og Sverige siden 1980.
sites.google.com/site/derernogetrivravruskendegalt/sammenligning-af-svensk-og-dansk-inflation
Hvad kan uddrages af skemaet
Jeg synes tiden efter 1995 er den mest interessante (måske vil jeg senere se hvad lære der kan uddrages af 1980-95)
1995 var et skæringspunkt for Sverige, idet landet nu var ude af krisen fra begyndelsen af 90′erne, og det med en nysmurt økonomi, som nu begyndte at spinne ovenpå markedsdevalueringen af den svenske krone.
For Danmark er 1995 også interessant fordi det er det år hvor de danske eksporterhverv første gang begynder at klage sig over den stærke danske krone.(Blev de hørt,- Nej)
På mit skema er de år hvor Sveriges inflation lå under Danmarks markeret med grå farve. I alle de følgende perioder lå Sveriges forbrugerprisindeks (som er den største parameter i det vi kalder ‘inflation’) under Danmarks:
21. januar 2012 kl. 14:17
Mange flotte ord er sagt her – men den mest smertefrie medicin, som samtidig virker som pencilin, er stadig at sænke lønnen 10 – 15% i et cut, med efterfølgende skattelettelser samt sænkning af priserne…………
det er nemlig den medicin de andre lande bruger, og bliver vi stående – begynder afgrunden for alvor at komme inden for vores synsfelt.
Danmark har ikke tid til at pille navle.
21. januar 2012 kl. 15:56
Det mest effektive er lønnedgang kombineret med længere arbejdstid. Derved bevares reallønnen og dermed også købekraften.
Jo længere, vi trækker pinen ud, jo tættere kommer vi på et scenarie, hvor kreditorerne svinger taktstokken.
Det er synd, at befolkningen ikke informeres bedre om situationen og de forskellige løsningsmodeller.
Det er for ringe, at regeringen kun satser på, at et udefra kommende opsving skal redde os.
At fagforeningerne, som dybest set er ansvarlige for at sørge for, at lønmodtagerne er konkurrencedygtige, intet foretager sig, er lidt af en gåde.
22. januar 2012 kl. 12:31
Hvis man nu skræller de fine ord og betydningsløse fraser væk ender man med kernen: Det handler om at eksportere sin arbejdsløshed !
Og hvem har interesse i det ?
-Byd selv ind ! (hint: det er ikke den lavlønnede ufglærte)
23. januar 2012 kl. 09:30
27. januar 2012 kl. 13:24
Nej, tilbagegang i reallønnen er ikke slemt, hvis der følger indkomstskattelettelser med. Tænk Fogh i de gode tider havde turde lave et stort trepartsforlig, et nye kanslergade, som BNY skrev om for nogle måneder siden, der sænkede lønningerne og skatterne så alle havde samme realindkomst.